*


29. januar 2008  /  22. juli 2013



Hjælpetiltag

Af Else Sommer

**********************
Else Sommer, som dessverre gikk bort i fjor, var bosatt på Jylland, og arbeidet i mange år mot skadelige tvangsfjernelser av barn foretatt av det danske barnevernet. Hun skrev også velformulerte artikler i flere fora om dette og andre aspekter av sosialpolitikk.

Else har gitt meg tillatelse til å publisere hennes artikler der jeg tror de kan gjøre nytte, og jeg håper hun ville vært glad for denne publiseringen.

Artikkelen står også
på Barnevernet.origo, der den ble publisert 29. januar 2008, samt i Forum Redd Våre Barn, publisert der den 30. januar 2008.


Marianne Haslev Skånland

**********************


Hvis en dansk familie er i nød og henvender sig på socialforvaltningen, hvilken hjælp kan der da ydes?


Økonomisk trang

Ingenting. Masser af familier må klare sig for et rådighedsbeløb på 1-2000 kroner om måneden.

Velfærdsministeren siger, der er tale om "indre fattigdom", hvis ikke man kan købe mad, klæder, sko, transport, tandlæge etc. etc. til 2-3 personer for det beløb.

Ifølge statens eget ernæringsråd koster det 1700 kroner om måneden at købe lødig kost til en dreng på 17 år.

Meget gamle og småtspisende på plejehjem betaler 3500 (lidt mere eller mindre) alene for kost pr. måned.


Sociale problemer

Der kan tildeles en "Hjemme-hos'er". Det er normalt en teenager uden uddannelse og uden begreb om at klare sig selv. Typisk en, der påtænker at læse til pædagog med tiden. Almindeligvis er hun en stor belastning for familien som burde have hjelp.


*

Børneværnet klager over, at skolerne er for dårlige til at indberette "problembørn". OK. Her er beretningen om 2 drenge, der ikke vil i skole, fordi de læser dårligt. Begge er 12, og begges forældre bad om hjælp til at løse problemet.

A varetages af en flittig skolepsykolog, der ønsker specialtræning til drengen. Efter 1½ år har socialforvaltningen endelig fundet ud af, at det er børnepsykiatriens problem. Og psykiatrien, der har årelang ventetid, mener drengen er for dum til deres regi.

Hans IQ ligger i den gode ende af normalområdet.
Drengen vil stadig ikke i skole, fordi han skammer sig.

B varetages åbenbart af ingen. Men en dag lykkedes det alligevel faderen at formå en rådgiver, en psykolog betalt af kommunen, til at besøge hjemmet, og nogenlunde følgende samtale udspandt sig:

Psyk: Du skal sende dit barn i skole.
Far: Der er ikke noget jeg hellere vil. Derfor har jeg bedt om hjælp.
Psyk: Det er dit ansvar, at han kommer afsted.
Far: Det er jeg nok klar over, men jeg ved ikke hvordan.
Psyk: Det er dit ansvar som far.
Far: Ja, men jeg havde håbet, at du kunne give mig råd om, hvordan jeg får ham til at gå i skole.

SLAM!

Der smækkede døren efter den kloge mand, og han er ikke set siden på de kanter. Drengen nægter fortsat at gå i skole.

Det eneste, kommunen kan tilbyde, er at tvangsfjerne drengene. Men det er halsløs gerning, for anbragte børn får sjældent nogen ordentlig skolegang.
Disse 2 drenge læser lidt usikkert. Som 12-årige er de anbragte børn, jeg kender, nået til at genkende alfabetet med nogen tøven.

Lykkeligvis sker alt til "barnets bedste".

  
**




Også av Else Sommer:

"Om fosterbørn"
Forum Redd Våre Barn, 7 februar 2008

Er kommunen min mor?
BarnasRett, juli 2003 og februar 2005



*


Se også

Siv Westerberg:
Barnefängelser? I Sverige?
MHS's hjemmeside, 1995 – 28 desember 2018










*